Content marketing med kasket og overalls

Content marketing med kasket og overalls

Når jeg forestiller mig en marketingafdeling, er der slips og strøgede skjortekraver over det hele. Tilføj eventuelt et par kvikke bemærkninger og en masse energiske buzz words. Men i content marketing er der en gut, som i høj grad skiller sig ud fra den stereotyp.

Jeg hørte først om Chance the Rapper i 2015. Han sang med på en Action Bronson-sang uden at stjæle meget af min opmærksomhed. Men et år senere fandt jeg ud af, hvem rapperen i overalls og kasket var – og ikke mindst, hvad han stod for. Det er nemlig meget mere end beats og bars.

I 2016 udkom Coloring Book nemlig, og Chicago-rapperen slog alle de etablerede kunstnere på hitlisterne. Her poppede han igen op i mit univers. Über-chaufføren i Los Angeles spillede størstedelen af albummet så højt for os, at det næsten var ubehageligt. Chancelor Bennett fik for alvor min opmærksomhed, og det gik op for mig, at han skiller sig ud i musikbranchen.

Rapperens karriere og opbygningen af samme følger nemlig nogle dybe spor fra den content marketing-filosofi, der blomstrer i markedsføringens baghave. Chance the Rapper emmer af inbound marketing.

Hans vej frem er nemlig helt alternativ. Den er uden hjælp fra pladeselskaber og traditionelle marketingkneb. Chance the Rapper udgiver sin musik gratis. Alle sange lige fra det første mixtape 10 Days til det første reelle album Coloring Book er kvit og frit. Men han tjener alligevel rigeligt med penge. Verden over strømmer folk nemlig til hans koncerter, som er en stor del af rapperens indtægter. Derudover er der gode penge at hente på merchandise. Dermed klarer Chance sig altså fint.

Pointen er fint skåret ud i pap i de her linjer på Mixtape fra Coloring Book. Han er sin egen chef uden pladeselskabets indblanding – og får pengene direkte i hånden.

How can they call themselves bosses // When they got so many bosses
You gotta see what your boss say // I get it straight out the faucet

Fri musik er dine gratis blogindlæg i content marketing

Her kommer den store sammenkobling med content marketing. At give musikken væk gratis har været et kæmpe PR-fremstød for Chance the Rapper, mens han har skabt millioner af fans på få år gennem tjenester som SoundCloud. ‘Chano’ gav lidt – på det tidspunkt nok rigtig meget – af sig selv for at skabe noget større. Det har gjort ham til en af verdens mest populære musikere de seneste år.

Det, rapperen har gjort, er helt essentielt content marketing overført til musik. Hvis du giver noget værdifuldt indhold væk, kan det potentielt komme mange gange igen, hvis modtagerne sætter pris på det. Musik er nemlig indhold på samme plan som et blogindlæg eller e-bog. Filosofien holder stadig, om du udgiver et mixtape eller et whitepaper, der er noget værd. Det sidste er nok mest sandsynligt for min målgruppe.

I content marketing er slutmålet at blive thought leader på et område og skabe et følge af promoters, der henviser til, taler om og linker til dig. Det er det præcis samme som at skabe en fanbase i musikkens verden og være den kunstner, du går til for en helt bestemt oplevelse. Lav en ‘Chance the Rapper’ i dit fagområde, og giv noget fantastisk væk for at skabe opmærksomhed om dig selv. Hvis det, du kreerer, er godt, så er kræfterne lagt ualmindeligt godt ud. Selvom du nok ikke kommer op på Kit Kat-reklamer og optrædener i amerikanske talkshows.

Hvis vi skal skære det helt ud i pap, så overvej denne klassiske content marketing-strategi. Du skriver gratis blogindlæg med gode pointer og råd om dit fagområde. Det er altså værdifuld viden, du giver gratis til dine følgere. Der kommer ikke en rød reje direkte ind på, at du sætter dig ved tastaturet i det regi. Men ved siden af har du skabt en e-bog, der går helt i dybden med dine pointer og metoder. Den indeholder cases og værktøjer, der går skridtet videre. Den er dog ikke helt gratis. Du kræver en e-mail til gengæld for dit premium content.

Lad os overføre den til Chance the Rapper. Blogindlæggene er de gratis sange. E-bogen er koncertbilletten eller kasketten med det klassiske tretal på. Emailadressen er din valuta.

Så klik dig lige ind på Spotify eller SoundCloud, og lyt til det indhold, der har skabt masser af musikverdens svar på leads for Chancelor Bennett. Måske inspirerer det dig til en ny og fantastisk content-strategi.

Læs meget mere om content marketing lige her.


Af Kasper Ørkild